Udkast

 

til et

 

Exerceer=Reglement

 

som

 

 

af Hans Kongelige Majestæt

 

allernaadigst er approberet

 

 

for

 

 

det norske Jæger=Corps.

 

 

København, 1795.

 

Trykt hos Johan Frederik Schults,

hof= og Universitets=Boktrykker.

 

Transskribert

av

Bjørn Murud

1999

 

 

Indhold.

________

 

 

Første Capitel.

§     1.    Om Rekrutens Indquartering og første Dannelse.

       2.    om Exerceer=Skolen.

       3.    om Posituren.

       4.    om den fornødne Opmærksomhed under Exercicen.

       5.    om Retningen.

       6.    om Vendingerne.

       7.    om Marschen.

       8.    om Marschen med Høire og Venstre om.

       9.    om Trækningen til Høire og Venstre.

     10.     om Svingningerne.

     11.     om Rodeformeringen.

     12.     om Contra=Marschen.

     13.     om at slutte an til Høire og Venstre.

     14.     om Afbrydningen.

     15.     hvorledes Folkene trækkes fra hinanden med  Armløs.

     16.     hvorledes Underjægerne bør hilse.

 

Andet Capitel.

§   17.     Hvorledes Riflen skal bæres.

     18.     om Grebene med Riflen.

     19.     hvorledes Underjægerne honorerer Forbigaaende med                     Riflen.

     20.     om Chargerings=Grebene.

     21.     om Chargeringen paa Stedet.

     22.     om Chargeringen i Avanceringen.

     23.     om Chargeringen i Retirering.

     24.     om de forskiællige Maader at avancere paa, og                                hvorledes Chargeringen dermed forbindes.

     25.     om de forskiællige Maader at retirere paa, og hvorledes                    Chargeringen og Afbrydningen.

 

 

 

 

§   26.     Anmærkninger ved Chargeringen og Afbrydningen.

     27.     om Flankeringen eller Blænkringen.

     28.     om Patrulleringen.

     29.     hvorledes man bedømmer Distancer.

     30.     om Skive=Skydningen.

 

Tredie Capitel.

§   31.     Hvorledes et Compagnie rangeres og formeres.

     32.     hvorledes Folkene gaae til Samlings=Pladsen.

     33.     at Folkene ikke maae bestilles for tidlig.

     34.     om Compagniets Opstilling.

     35.     om Compagniets Formering.

     36.     om Compagniets Afmarsch.

     37.     hvorledes et Jæger=Compagnie sædvanlig                            afmarscherer.

     38.     hvorledes Compagniet rykker frem paa Exerceer=                Pladsen.

 

Fierde Capitel.

§   39.     Hvorledes heele Corpset formeres.

     40.     om Corpsets Afmarsch, naar det staar en Parade med                      aabne Geleder.

     41. & 42.    om Afmarschen til høire.

     43.     hvorledes igien indsvinges.

     44.     om Afmarschen til Venstre.

     45.     hvorledes igien indsvinges.

 

Femte Capitel.

§   46.     Om Marschen og Svingningerne, naar Corpset                                 marscherer  til Parade med aabne Geleder.

     47.     hvorledes Fløimænderne derved forholde sig.

     48.     Regler for Trup=Førere.

     49.     hvorledes en Trup bryder af, naar den kommer til en                         Defile.

 

Siette Capitel.

§   50.     Om Chargeringen med heele Corpset.

     51.     om Chargeringen paa Stedet.

     52.     om Chargeringen i Avancering.

     53.     om Chargeringen i Retirering.

 

Syvende Capitel.

§   54.     Om Deploieringen.

 

Ottende Capitel.

§   55.     Om Marschen i Almidelighed.

 

Niende Capitel.

§   56.     Om Colonneformeringen til Midten med Roder.

 

Tiende Capitel.

§   57.     Hvorledes man cotojerer Fienden.

 

Ellevte Capitel.

§   58.     Om Attaken.

 

Tolvte Capitel.

§   59.     Om Signalerne med Halvmaanen.

 

Trettende Capitel.

§   60.     Om Officerernes Greb med Sabelen.

     61.     om Oberjægernes Greb med Riflen.

 

 

__________

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Første Capitel.

 

§ 1.

Om Rekrutens første Dannelse.

 

aar en Rekrut er bleven antagen ved Corpset, maae den Compagniechef, som erholder karlen, ansette ham i et Jægerskab under een af de dueligste Oberjægere eller Jægere, samt derhos drage Omsorg for, at han indqvarteres hos de ordentligste kammerater. Den Oberjæger eller Jæger, hvis Omsorg karlen anfortroes, er ikke allene forbunden til, paa det omhyggeligste at lære ham Paaklædningen, og hvad dertil behører, (hvorfor Oberjægeren bliver ansvarlig), men han maae tillige betyde ham, med hvor stor Forsigtighed han bør behandle den Rifle, som anbetroes ham, hvilket til alle Tider maae findes i fuldkommen brugbar Stand. Til den Ende maae Rekruten, saasnart muelig, lære at kiende alle Delene, hvoraf Riflen bestaaer, og derhos nøie undervises, hvorledes disse kan tages fra hverandre, og igien tilsammensættes, uden derved at beskadiges.

     Nota. Til ovenberørte Underviisning bestemmes ingen vis Tid, men den foretages daglig før, mellem, og efter Exerceer= timerne.

     Naar Rekruten har faaet den fornødne kundskab derom, melder Oberjægeren eller Jægeren det for Compagniechefen, som enten selv examinerer karlen derudi, eller overdrager det til een af de ved Compagniet staaende Officerer.

     Compagnieofficererne, saavelsom Oberjægerne og Jægerne, maae giøre sig Umage for at lære at kiende Rekrutens moralske karakter.

§ 2.

     Naar heele Corpset ligger samlet paa et Sted eller i en Garnison, da blive alle Officerer, Oberjægere og Jægere, som enten maatte være syge eller fraværende, saavel som alle Rekruter, undervitste og øvede i en dertil bestemt Exerceerskole, forinden de begynde at giøre Tieneste.

     Til denne Skole (som ikkun i den almindelige Exerceermaaned, naar alle Friefolk ere indkomne, ophæves) bliver, foruden Forstanderen, hver Gang saa mange Officerer, Oberjægere og Jægere commanderte, som Antallet af de Exercerende udfordrer.

     Alle Underjægere, som ved en eller anden Leilighed have begaaet Feil i Exercicen, og til Straf skal exercere efter, sendes til overnævnte Skole, hvorved en Navneliste afleveres til Forstanderen.

     Ingen maae derefter forlade Skolen, uden enten at Forstanderen, eller af den Officer, under hvis Opsyn han maatte have exerceret, at være bleven forsynet med et skriftelig Vidnesbyrd, om at være ganske færdig. Skulde derimot en eller anden findes at være saa lidet oplagt til Exercicen, at han ikke i kort Tid vil kunde dannes, da kan en saadan, naar Chefen eller Commandøren for Corpset det maatte for godt befinde, desuagtet forrette Tieneste; men bliver hver Gang, naar han er kommet af Vagt, igien sendt til Skolen.

     Da Jægerne ikke altid kan være under deres Foresattes Opsyn, men ved saa mange leiligheder, i alvorlige Tilfælde, ganske maae overlades til sig selv; saa maae og destomere Flid anvendes paa deres Dannelse.

     Forstanderen for Skolen paaligger det at vaage over, at alle Rekruter dannes efter de i Reglementet fastsatte Regler og Grundsætninger, og at ingen bliver mishandlet; men al Underviisning meddeles med mueligste Lemfældighed.

     Skolen indeeles i forskiellige Classer, og Commandøren for Corpset bestemmer, efter Overlæg med Forstanderen, nærmere, hvilke Øvelser i hver Classe bliver at foretage.

     For at opmuntre Folkene til at anvende al Flid ved Skive= skydningen, udsættes smaae Belønninger, af 16, 24 og 48 D. for dem, som skyde best, hvoraf Beløbet dog aarlig ikke maae overstige 50 Rdlr.

Ved Premiers Uddelelse maae enkelte Skud ikke komme under Betraktning; men kun de, som ved mange paa hinanden følgende gode Skud aflægge Prøver af deres Duelighed, ere dertil berettigede.

     Den, som allerede har erholdet den ringeste Premie, kan desuagtet faae de større, naar han igiennem Øvelse har erhvervet sig meer Færdighed; men ingen maae paa en og samme Distance meer end een Gang tildeles alle Premier; derimod kan Chefen for Enkelte, som i Særdeleshed maatte udmærke sig, fordobble Belønningen, og i Stedet for 48 D. til saadanne lade udbetale en Rigsdaler.

     Den korteste Distance, hvorpaa Præmier betales, er 100 Skridt. Chefen bestemmer, efterat have erholdet skriftlig Rapport over Skiveskydningen, hvem der skal have Premie, og hvor meget til enhver maae udbetales.

     Den dertil fornødne Rapport bestaar af en i Qvadrater inddeelt Skive med et Centrum, hvorpaa med Punkter og hosføiede Nummere antages, hvorledes Skuddene ere faldne, da af det neden under ved No. og Navn anføres Mandskab kan sees, af hvem ethvert Skud er giort.   Vid.Fig. A

     Den til Premie ansatte Sum er ikke blot bestemt for Rekruter, men meget mere for det tienstgiørende Mandskab; til hvilken Ende overbenævnte skriftelige Rapport og fra alle Compagnier maae indleveres til Chefen, hver Gang der er blevet skudt til Skiven.

 

§ 3.

Om Posituren.

     Denne er det første, en Rekrut maae lære, og naar samme langsomt og grundig er bibragt ham, vil alle andre Bevægelser og Greb siden blive ham desto lettere, og han vil derhos kunde giøre dem med en vis Anstand. Til en god Positur udfordres;  at Rekruten staaer lige paa Fødderne, og hviler paa heele Fladheden deraf, med hælene i lige Linie tæt ved hinanden; Fodspidserne til begge Sider saa meget udad dreiede, at begge Fødder danne en ret Vinkel; knæerne saa meget spændte eller strammede, at de staae lige, og Laarene vel sluttede; Overlivet strækkes ud af Hofterne, hvorved Underlivet tillige indtrækkes; Skuldrene synkes ned, og trækkes tillige lidt tilbage, paa det Brystet kan komme frem; begge Arme hænge utvungne lige ned, tæt ved Livet, Hænderne flade ved Laarene, og saa meget tilbage, at Pegefingeren er langs med Buxesømmen; Hovedet holdes lige i Veiret, uden enten at helde for eller bag over, og kun saa meget dreiet, at det venstre Øie staaer i lige Linie med Vesteknapperne. Naar paa Commando skal sees til Høire eller Venstre, da dreies Hovedet, uden at helde til nogen af Siderne, kun saa meget, at Karlen ligesom skieler hen til Sidemanden; sees til Venstre, da kommer det høire Øie at staae i Linie med Vesteknapperne. Omendskiøndt Posituren nøie maae paasees, saa maae den dog ikke saaledes overdrives, at den udarter til en stiv og pedantisk Stilling, som allermindst passer sig for en Jæger. Derhos bør forekommes, at en Rekrut ikke antager en saadan Stilling, som, naar den længe vedvarede, kunde hindre Blodets frie Omløb, og derigiennem blive skadelig for Helbreden.

 

§ 4.

     En uafbrudt Opmærksomhed under Exercicen anbefales Rekruten paa det strængeste. Han tilholdes derhos, ikke at dreie noget Øie eller bevæge noget Ledemod, uden efter Befaling, og naar Nødvendigheden kræver det, men ellers at staae ubevægelig stille mellem alle Vendinger, Greb og Marscher.

 

§ 5.

Om Retningen.

     Et Geled er rettet, naar alle de Folk, hvoraf det bestaar, staae i en lige Linie. For at kunde bibringe Rekruterne Reglerne for Retningen, maae man derfor trække nogle sammen. Igiennem Øvelsen maae de da lære, ved Retningen strax at kunde bringe begge Skuldre i den givne Retningslinie. Hovedet maae ved denne Leilighed hverken stikkes frem eller helde bag over; enhver maae ikkun see sin Sidemands Bryst, og i det høieste et Skimt af den 2den Mands, Armene hænge lige ned ved Livet, og saaledes, at den eller i det mindste den øverste halve Deel deraf til Albuen, er lodret med Skuldrene. Alle ere sluttede Arm til Arm, og enhver føler den Sidemands Albue, efter hvilken han retter sig. Hælene maae staae i lige Linie, da en for meget frem eller for langt tilbagestaaende hæl, ofte foaarsager, at een af Skuldrene ligger tilbage.

     For at vænne Folkene til en hurtig Retning, maae man ofte tage en eller flere, enten ud af Midten eller fra en af Fløiene, og stille dem i en nye Linie. Efter disse rette sig da de øvrige, saa hastig som mueligt, i det enhver, ved enten at rykke frem eller at træde tilbage, strax søger at bringe sine Skuldre i lige Linie med Sidemandens. Den Commanderende vælger sig altid en Punkt, hvorpaa han retter, og lader, i det han i Linien gaaer langs ned ad Fronten, Folkene rykke frem til Spidsen af hans Sabel.

 

§ 6.

Om Vendingerne.

     Alle Vendinger skee paa Ordet; paa venstre Hæl med stivt Knæe, og med mueligste hurtighed.

Høi - re - om!

     Man dreier sig med stivt Knæe paa venstre Hæl (som ikke maae rokkes af stedet) en fierdedeel Vending om Høire, og sætter den høire Fod, som, medens Vendingen giøres, noget maae løftes, rask, men uden at stampe, ved Siden af Venstre, saaledes at begge Hæle staae i lige Linie.

Ven - stre - om!

     Man giør Vendingen paa foreskrevne Maade til Venstre.

Om - kring!

     Paa første Stavelse Om, omfatter den venstre Haand Patrontasken saaledes, at Tommelfingeren kommer at ligge under Tasken, og de øvrige fire Fingre tilklemme Laaget deraf, hvorved den trykkes fast til Livet; paa kring, giøres med stivt Knæe paa venstre Hæl en halv Vending om til Høire, hvorefter den høire fod, som under Vændingen var løftet noget, uden noget haardt Trin igien sættes ved Siden af den Venstre, og den venstre Haand falder strax til Siden.

     Ved Commanderingen er at iagttage; at paa den første Stavelse trækkes noget; men at den sidste, paa hvilken Vendingen skal skee, meget kort og haardt udtales.

 

§ 7.

Om Marschen.

     Til en god Marsch udfordres i Særdeleshed, at Kroppen bestandig holdes i Ligevægt, og dernæst en bestemt Cadence.

     En Rekrut maae først øves i vexelviis at staae paa een Fod, og under den foreskrevene Positurs Vedligeholdelse at bevæge den anden frem og tilbage, for at vænne kroppen til Ligevægten. Naar han herudi tilstrækkelig er øvet, begynder man at lære ham Marschen paa følgende Maade:

     Paa Ordet Marsch, bliver den venstre Fod, dog uden derved at dreie nogen Skulder, løftet, og med stivt knæe rask saaledes frembragt, at kroppen, som stivt maae skyde frem over end ligge tilbage, kan følge Fodens Bevægelse. Spidsen af Foden nedstrækkes mod Jorden, dog uden at bestryge den eller støde an derimod, i det Foden hæves. Altid trædes paa den flade Fod saaledes, at Tæerne og Hælene nedsættes paa eengang, hvorved kroppen saa meget bringes frem, at dens hele Vægt hviler paa den nedsatte Fod. Den venstre Fod bliver paa denne Maade, efter Skridtets Maal, som er 28 Tommer, tæt over Jorden frembragt og nedsat, hvorefter den høire Fod strax hæves, og paa foreskrevne Maade igien nedsættes. Hælen af den Fod, som bringes frem, maae stedse være i lige Linie med Ballen af den paa Jorden staaende, og Laarene maae øverst i Skrævet være saa vel sluttede, at de i Marschen stryge tæt forbi hinanden. Naar der marscheres lige ud, da holder enhver sig kun til den Sidemand, som han seer til og retter sig efter, uden i mindste Maade at bekymre sig om den, der gaaer paa hans anden Side.

     I Begyndelsen maae man lade Rekruterne staae længe paa een Fod, saavel paa det de kan lære selv at bære sin krop, uden at hælde sig til Sidemanden, som for at den Undervisende desto nøiere kan bemærke, om de hæve og nedsætte Foden efter Forskriften; men saasnart Folkene ere bragte saa vidt, at de kan sammentrækkes i Trups, maae det Stive og Tvungne ganske bortfalde; Foden maae da, efterat den er hævet og frembragt, ikke meer holdes stille, men den løftes og nedsættes i den vedtagne Cadence; hele Marschen bliver altsaa en ganske jevn Bevægelse.

     Den rette Cadence, saavel for den første som anden Marsch, erholder man ved hielp af en Pendel.

     I første eller Parademarsch giøres 75 Skridt i et Minut. Bliver i Marschen commanderet Holdt! da bliver den frembragte Fod (som ved denne Leilighed aldeles ikke maae trækkes tilbage, men heller maae skydes lidt længere frem) nedsat paa Jorden, hvorefter den anden strax sættes rask ved Siden deraf.

     Karlen staaer derefter ubevægelig stille, indtil der commanderes:    

Ret - Eder!

     Dette gielder kun for dem, som enten maatte være for langt frem eller staae for langt tilbage, hvilke da og, saa hastig som mueligt, rette sig over den Sidemands Bryst, hvorefter Retningen skeer. De, som maatte have en falsk Positur, strække sig ved denne Leilighed noget, og søge derved igien at komme i den foreskrevne Stilling. I øvrigt maae nøie overholdes, at Folkene ved Retningen enten gaae frem eller træde tilbage; men aldeles ikke rykke ud til nogen af Siderne; til den Ende maae Rekruter vænnes til, hverken paa Stedet eller i Marschen at trænge paa hinanden, men strax, naar der trædes an, at tage og siden beholde den Plads, som til de forefaldende Bevægelser nødvendig behøves.

     Naar der rettes, maae enhver bie indtil Turen kommer til ham, eller indtil Sidemandeen er rettet, da den utidige Rykning frem og tilbage blot sinker Retningen.

     Skulde en heel Trup staae meget langt tilbage, da maae den paa Commando=Ordet: Ret - Eder, vel rykke frem, men ingen træder ind i Retningslinien, forinden Sidemanden allerede er deri, og har rettet sig.         

     Naar Rekruten har den fornødne Øvelse i første Marsch, begynder man at lære ham den anden.

     Skal fra Stedet af i samme antrædes, da commanderes:

Marsch! Marsch!

     Er man derimod allerede i Parademarsch, da commanderes kun engang:

Marsch!

     I begge Tilfælder falder Mandskabet i en hastigere Marsch, da i et Minut giøres 120 Skridt, som dog alle maae have den bestemte længde.

     Vel maae Posituren ikke tabes, men Armene kan i denne Marsch dog hænge løse ned; bliver endnu engang commanderet Marsch, eller givet Signal dertil, da forøges hastigheden af Marschen til et kort Trav.

 

§ 8.

Om Marschen med Høire eller Venstre om.

     Naar, efterat Vendingen er giort, paa Ordet Marsch antrædes, maae Bagmanden ved første Skridt sætte sin Fod derhen, hvor Formanden borttager sin; men siden sættes den ved hvert Skridt ved Siden af Formandens. Mandskabet kan i denne Marsch ikke holde Laarene ganske sluttede, da de derigiennem vilde træde hinanden paa Hælene; men de maae nøie iagtage, at de beholde den rette Aabning mellem hverandre, paa det de, naar der commanderes Holdt! og derefter Vendingen giøres, kan staae sluttede Arm til Arm.

     Naar der marscheres med Roder (med Høire eller Venstre om) seer det 2det Geled altid til Formanden i 1ste, og retter sig efter ham.

     Med Rekruter maae alle Marscher, baade lige ud og med Roder, saavelsom Trækningen til Høire og Venstre, først øves med aabne Geleder, og med smaae Mellemrum mellem Folkene, indtil de have lært at bære sin Krop, uden at hælde sig til Sidemanden; men derefter tilsammentrækkes de, for at øves i Svingningerne; hvornæst paa følgende Maade bliver marscheret med Roder.

     Naar Mandskabet staaer med aabne Geleder, og det commanderes:

Høi - re - om!

da træde alle lige Roder (den 2den, 4de, 6te v.) af begge Geleder et Skridt ud til Høire; og ved

Ven - stre - om!

et Skridt ud til venstre Side. I begge Tilfælde rette sig de udtrædte Roder efter 1ste Geled, og beholde under Marschen stedse lige Afstand fra samme. Truppen marscherer altsaa med en front af 4 Mand i bredden. De som gaae i 1ste Geled see Formanden lige i nakken, og beholde de samme Mellemrum, som de havde, da de lige Roder traadde ud. Paa Ordet

Marsch!

træde alle an paa engang. Fløimanden vælger sig 2de Punkter eller i Linien liggende Gienstande, hvorpaa han saaledes marscherer, at den længst bortliggende ganske skiules af den nærmeste. Paa   

Holdt!

rykke de udtraadte Roder igien ind i Lungerne, og dersom Mellemrummene ei udi Marschen ere blevne forandrede, da maae alle, naar der igien giøres Front, staae sluttede Arm til Arm, ligesom før Afmarschen.

 

§ 9.

Om Trækningen til Høire eller Venstre.

     Ved denne Leilighed maae Brystet holdes ganske lige, og ingen Skulder dreies.

     Skal fra Stedet af trækkes til Høire, da commanderes langsomt:     

Træk til Høire - Marsch!

     Hvorpaa den høire Fod sættes omtrent 2 Spand ud til høire Side, og tillige saa meget frem, at Hælen er i Linie med Spidsen af venstre Fod; derefter frembringes den venstre Fod, som med en Fods Afstand sættes ligefor Spidsen af den høire.

     Skal derimod trækkes til Venstre, da commanderes:

Træk til - Venstre - Marsch!

     Da omvendt det samme iagttages, som er sagt om Trækningen til Høire; med den Forskiel, at paa Ordet Venstre! (som meget kort maae udtales) sees til Venstre.

     Skal i Marschen trækkes, da bortfalder Commando=Ordet Marsch, og Trækningen begynder strax paa:

Træk til Høire! (Venstre).

     Men dette Høire eller Venstre bliver da udtalt, i det samme den Fod hæves, hvormed Trækningen skal skee.

     Marscherer man med Høire eller Venstre om, og skal trække til en af Siderne, da ansees den foran marscherende Rode som 1ste Geled. De øvrige Roder søge altsaa under Trækningen at blive i Linie med den, og derhos at beholde den rette Afstand.

     Naar Rekruterne veed at marschere godt fremad og til Siderne, maae de og lære at marschere baglænds.

- Paa Commando:

Baglænds - Marsch!

     Trækkes den venstre Fod strax tilbage, og Spidsen nedstrækkes mod Jorden, men Skridtet giøres ei for stort, paa det Kroppen, uden at hælde bag over, kan følges med det laar, som trækkes tilbage.

     Ere Gelederne sluttede, da maae det første Geled giøre  sit første Skridt meget kort, saa at det andet kan komme tilbake, uden at trædes paa Fødderne. Naar igien commanderes Holdt! da maae den Fod, som i det samme trækkes tilbage, baglænds sættes til Jorden, (altsaa giøre det sædvanlige Skridt tilbage) den anden trækkes strax efter, og sættes ved Siden deraf, hvorpaa Gelederne igien slutte sig.

 

§ 10.

Om Svingningerne.

     For deri at øve Rekruter, maae man trække nogle sammen, og lade dem slutte sig Arm til Arm.

     Skal fra Stedet svinges, da commanderes:

Med Trups! - Høire - Sving!

     Paa Ordet Sving, som meget kort udtales, dreyer Mandskabet hovederne til Venstre, den venstre Fløimand undtagen, som seer ind i Geledet, (hvilket bliver en almindelig Regel for de Fløimænd, som skal svinge ud).

Marsch! Marsch!

     Folkene beholde Hovederne (uden at stikke dem frem) til Venstre, træde an med den svingende Fløimand tillige, holde Fodslag med ham, samt rette sig over venstre Sidemands Bryst og med hans Skuldre, uden enten at komme for langt frem eller at blive for langt tilbage. De blive sluttede, uden at trænge paa hinanden, holde Armene tæt ved Livet, og føle bestandig høire Sidemand; Hænderne blive som foreskrevet liggende, og Posituren maae aldeles ikke tabes. Paa Ordet Marsch! Marsch! giøre høire Fløimænd høire om, og blive staaende.

     Skal der svinges til Venstre, da maae Commando=Ordet Venstre Sving! noget trækkes, og udtales i en jevn Tone. Hovederne blive til Høire, høire Fløimand seer til Venstre, og den paa venstre Fløi giør Vendingen.

     Ved Svingningerne er det en Hovedregel: at Mandskabet holder sig til den staaende Fløi; men derimod seer til den udsvingende, og retter sig efter den. Paa Holdt! Sees til Høire, hvorpaa følger:

Ret Eder!

     Retningen skeer, naar man har marscheret med enkelte Trups altid til Høire.

     Naar Rekruterne kan marschere og svinge godt udi eet Geled, stiller man dem i to, som staae 2de gode Skridt fra hinanden. Man lærer dem da først at aabne og slutte Gelederne, begge Dele baade fremad og baglænds, hvorefter Svingningerne igien foretages med 2de Geleder, da det andet tilholdes at slutte sig tæt paa det første.

     Marscherer en saadan Trup lige ud, da holder sig det andet Geled, ved at giøre korte Skridt i det der antrædes, saa meget tilbage, at der bliver 2 Skridts Mellemrum mellem det og første; men naar Holdt! commanderes, slutter det sig til igien.

     Skal med Truppen i Marschen svinges til Høire, da commanderes:

Slut - Høire!

hvorpaa andet Geled slutter sig tæt paa første.

Sving!

     Folkene see til Venstre, som den Fløi, der skal svinge ud, men blive i forrige marsch, indtil

Marsch!

commanderes, da Svingningen begynder i 2den Marsch, efter de forhen bestemte Regler. Den høire Fløimand bliver staaende paa Stedet, men bevæger sine Fødder i samme Takt, hvori Svingningen skeer, og dreier sig efterhaanden i Linie med den udsvingende Fløi. Naar Svingningen er tilendebragt, commanderes:

Holdt! Ret - Eder!

     Hele Truppen giør, uden at styrte frem, pludselig Holdt, retter sig som foreskrevet, og staaer derefter ubevægelig stille.

     Vil man lade svinge til Venstre, da commanderes efter foregaaende Slut Venstre!

Sving!

Marsch!

     Hvorved Fløimændene omvendt forholde sig som ovenmeldt, og Mandskabet beholder Øinene til Høire. Naar ikkun commanderes Ret Eder! skeer det altid til Høire; skal derimod rettes til Venstre, commanderes:

Til Venstre! - Ret Eder!

     Paa hvilket Ord (som meget kort maae udtales) Hovederne gaae om til Venstre; efter fuldendt Retning dreies Hovederne paa Commando:

See - til - Høire!

igien til Høire.

     Marscheres (med aabne eller sluttede Geleder) med Høire eller Venstre om, og man vil lade svinge, da commanderes:

Første Rode - Høire (Venstre) om Sving!

     Paa Ordet Sving dreier sig den første Rode en Fierdedeel Vending til Høire eller Venstre, og gaaer siden uden videre Commando lige ud. De øvrige følge alle den første, og enhver af dem svinger paa samme Sted, hvor den første har svinget. Skal fra Stedet af paa oven anførte Maade svinges, da bliver, efterat Vendingen er giort, og derpaa givne Varsel: Høire eller Venstre om Sving, enten commanderet:

Marsch!

eller

Marsch! Marsch!

alt eftersom man vil lade antræde i Parade eller anden Marsch.

 

§ 11.

Om Rodeformeringen.

     Naar en Trup i Marschen støder paa en snever Post (Defilé), hvor den ikke med heel Front kan komme igiennem, da commanderes:

Til Høire - formeer Roderne!

     Den høire Fløimand i første Geled bliver ved at gaae lige ud i forrige Marsch; Fløimanden i 2det Geled trækker sig ud til høire Side, og rykker saa langt frem, at han kommer ved Siden af den i første, slutter sig til dennes høire Arm, og retter sig efter ham. Det hele første Geled trækker sig, uden at giøre nogen Vending, til Høire, falder Mand for Mand af, og sætte sig bag sin Fløimand. Det 2det Geled forholder sig ligesom dets Fløimand, og sætter sig Mand for Mand bag denne. De forrige Sidemænd blive altsaa nu Formænd, og Formændene igien Sidemænd. Naar man er kommen ud af Defileen, og igien vil lade opmarschere, commanderes:

Til Venstre! formeer Trups!

     Fløimanden af første Geled bliver atter ved at gaae ligefrem; den anden Mand springer op paa hans venstre Side, slutter sig til ham, og retter sig. Paa samme Maade rykker de øvrige af første Geled op, indtil de alle igien ere i Linie, og rettede med høire Fløi.

     Det 2det Geled træder igien bag Formanden i første, og alle fortsætte derefter Marchen, indtil der commanderes Holdt!

Til Venstre! formeer Roderne!

     Paa hvilket sidste Ord Hovederne kastes til Venstre. Den venstre Fløimand i første Geled gaaer lige ud; den i 2det Geled trækker sig ud til Venstre, og slutter sig til den af første. Det øvrige Mandskab sætter sig paa samme Maade bag venstre Sidemand, som forhen er sagt om Høire.

     Skal igien opmarscheres, da rykke Folkene paa Commando:

Til Høire! - formeer Trups!

paa samme Maade op til Høire, som det forhen er foreskrevet at skulde skee til Venstre; hvorved mærkes: at de, i det de løbe op, først see og rette sig til Venstre, men saasnart enhver er rettet, kaster han uden videre Commando, Øinene igien til Høire.

 

§ 12.

Om Contra=Marschen.

     Naar man vil have Fronten didhen, hvor man har Ryggen henvendt, da contramarscheres.

     Efterat Vendingen er giort til Høire eller Venstre, commanderes:

Contra - Marsch! Marsch!

     Fløimanden svinger i første Tilfælde en halv Vending om til Høire, og i andet til Venstre, altid om 2det Geled; alle øvrige Roder følger efter, og enhver af dem giør Vendingen just paa samme Sted, hvor den første har svinget.

     Naar den høire Fløi er kommen der, hvor den Venstre har staaet, eller omvendt, commanderes Holdt! da Mandskabet, uden at rykke enten frem eller tilbage, maae blive staaende stille, indtil der commanderes Høire eller Venstre om! efter hvilken Vending alle maae staae sluttede Arm til Arm, som ikke heller forsømt ganske nøie at beholde det samme Mellemrum, som var mellem hver Rode, da den første Vending blev giort; giøres efter Contramarschen Høire om, da rettes til Venstre, og i modsat Tilfælde rettes til Høire.

 

§ 13.

Om at slutte an til Høire eller Venstre.

     Vil man paa den havende eller antagne Linie lade rykke ud til en af Siderne, da commanderes:

Til Høire (Venstre) slut! - Marsch! Marsch!

     Den høire Fod sættes i lige Linie hen ved Sidemandens Venstre, og den venstre Fod trækkes hurtig efter. Ved at slutte an til Venstre, finder det modsatte Sted. I begge Tilfælder giør Fløimanden korte, omtrent en Fod brede Skridt. Paa

Holdt!

staae Fløi=Roden strax stille, og de øvrige Roder, saasnart enhver af dem har sluttet sig til Sidemanden.

     Naar der skal Sluttes an til Venstre, da kaster Mandskabet, paa Ordet Slut, Øinene til Venstre.

     Slutningen skeer altid med stive knæe, hvorved Posituren ei maae tabes.

     Naar efter Slutningen bliver rettet, da skeer det fra den Fløi af, hvorved er bleven ansluttet.

 

§ 14.

Om Afbrydningen.

     Støder en med Høire eller Venstre om marscherende Trup paa en saa snæver Post, at ikkun en enkelt Mand i Breden kan komme derigiennem, da commanderes:

Bryd - af!

     Det 2det Geled træder derpaa ind i første, saaledes at enhver kommer til at gaae bag sin Formand, hvad enten der maatte være afmarscheret til Høire eller Venstre. Naar man er kommen igiennem commanderes:

Træd - ud!

     Det 2det Geled træder ud igien, retter sig efter Sidemanden i første, og marscherer i forrige Orden, hvorved iagttages: at Teten i Begyndelsen maae giøre meget korte Skridt, da de øvrige ellers umuelig vilde kunne slutte sig paa den.

 

§ 15.

Hvorledes Folkene trækkes ud hinanden med Armløs.

     Skal fra Midten aabnes, da commanderes blot:

Armløs!

     Den mellemste Rode af Truppen bliver staaende. De øvrige springer ud til høire og venstre Side, indtil der er 2 til 3 Skridts Mellemrum mellem hver Rode. De udrykkende see og rette sig, i det de springe ud til Siderne, efter den Rode, som bliver staaende, men see igien til Høire, saasnart de have aabnet sig. Det 2det Geled træder 2 a 3 Skridt tilbage, og stiller sig derhos saa meget til Høire bag formanden i første, at enhver forbi Formandens høire Side kan oversee Egnen, han har for sig.                       Vid. Fig. 1  Commanderes:

Høire - Armløs!

da bliver den venstre Fløimand staaende, og paa

Venstre Armløs!

staaer høire Fløimand stille.

     Naar Folkene paa foreskrevne Maade, og med de bestemte Mellemrum, ere aabnede, blive de staaende, indtil der enten commanderes Marsch, eller gives Signal til Avancering eller Retirering.

     Vil man indtage et heelt Terrain, da maae Officeren eller Trupføreren bedømme, fra hvilken Rode Aabningen bør skee, og underrette samme derom; iligemaade maae det tilkiendegives Folkene, om et større Rum mellem hver Rode, end det bestemte, skulde agtes fornødent.

     Naar Folkene gaae fra hinanden med Armløs maae nøie overholdes, at de 2de Kammerater, som udgiøre en Rode, stedse blive tilsammen, da de skal understøtte hinanden ved Skydningen. For ikke lettelig at blive adsplittede, bør disse 2de Rode=Kammerater kiende hverandre; til hvilke Ende det og i alvorlige Tilfælde tillades Folkene, at enhver selv vælger sin Rodekammerat.

     Paa en nøiagtig Retning sees ikke; men Linie maae dog nogenledes holdes, naar ikke enten Egnens Beskaffenhed maatte giøres det umuligt, eller det anderledes maatte blive befalet.

     I Marschen holde Folkene sig, naar det ikke udtrykkelig anderledes befales, til den Rode, som stod stille, da Aabningen skede, og forlade ikke deres nærmeste Rode paa denne Side, uden dog bestandig at see hen til den. Fodslag behøves ei at holdes; enhver bærer derhos Riflen saaledes som det falder ham lettest.

     Skal der trækkes til Høire eller Venstre, da bliver dertil givet Signal. Ingen Vending maae derved giøres; men Brystet og Skuldrene holdes lige, som om Trækningen skede med et sluttet Geled.

     Svingninger skee paa følgende Signaler: til den Fløi, som skal staae stille, blæses Holdt, og til den som enten skal svinge ud eller trække sig tilbage, blæses efter Omstændighederne: avanceer eller retireer; og jo oftere et saadant Signal igientages, desto hurtigere maae Folkene enten rykke frem eller trække sig tilbage, hvorved er at iagttage: at alle Roder stedse blive i lige Afstand fra hverandre, og at Mandskabet holder sig til den staaende, men retter sig efter den udsvingende eller tilbagegaaende Fløi; hvoraf tyder, at det afvexlende maae see snart til den ene, og snart til den anden af Sideroderne. Midten holder sig ved denne Leilighed noget tilbage.

     Marscheres med Armløs, og der gives Signal til Holdt, da ere Folkene ikke forbundne til strax at blive staaende paa Stedet; de tilvænnes tvertimod at søge den første den beste i Nærheden værende Gienstand (f.Ex. et Træe, et Gierde, en stor Steen, en Muur, en tør Grav a) bag hvilken de kan skiule sig; det kommer da ikke saa nøie an paa, om de for at opnaae denne Hensigt, enten rykke længer frem eller gaae nogle Skridt tilbage.

     Naar i Retraiten giøres Holdt, da skiule Folkene sig paa foreskrevne Maade med Front mod Fienden.

 

§ 16.

Hvorledes Underjægeren bør hilse.

     Er han uden Gevær, men vagtmæssig paaklædt, da gaaer han uden at staae stille, eller at lægge Haanden paa Hatten, med god Anstand enhver Officeer forbi, og seer ham derved stivt i Øinene; er han derimod paaklædt som til Kirkeparade, da lægger han, i det han nærmer sig Officeren paa 3 Skridt paa den modsadte Side, de udstrakte Fingre af den flade Haand paa Hattepullen, hvor de, i det han gaaer forbi, bliver liggende uden at Hovedet bøies. Den Side, som vender til Officeren, bliver altsaa ganske frie, paa det Karlen ubehindret kan see den i Øinene, som han honorerer. Naar denne er forbi falder Haanden igien ned til Siden.

     Nota. Naar Rekruten er vel øvet i alle Marscher og Svingninger,                 da begyndes med Riflen.

 

 

_________________________________________

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Andet Capitel.

 

 

§ 17.

Hvorledes Riflen skal bæres.

 

en høire Haand omfatter det tynde af Kolven saaledes: at Tommelfingeren ligger øverst paa Bøilen, Pegefingeren neden til indslutter den, og de øvrige 3 Fingrene ligge under Hanen, uden dog at berøre den. Riflen Bæres lige op og ned, med næsten udstrakt Arm, og trykkes fast til Buxesømmen. Den venstre Arm trykkes fast til Livet, og Haanden lægges fladt til Laaret, saa at Pegefingeren er langes med Buxesømmen. Naar Rekruten veed at bære Riflen rigtig, da lader man ham giøre Vendingerne, hvorved han lærer at trykke den fast til sig. Derefter bliver marscheret, da nøie maae paasees: at baade Positur og Retning vedbeholdes, at ingen af Skuldrene synke ned, at Kroppen hverken falder fra eller helder overtil Riflen, og at begge Albuer trækkes ind til Livet.

§ 18.

Om Grebene ved Riflen.

     I Begyndelsen maae alle Greb giøres langsom, og efter Tælling paa 1- 2. Riflen maae derhos undertiden lægges til rette for Rekruten, saaledes som den bør ligge, hvorved maae betydes ham: hvorledes han selv kan føle, om den ligger rigtig; men naar han er kommen videre, da maae ikke mere røres ved ham, og naar han maate feile, tilkiendegives det ham blot ved Ord, paa det han kan lære at corrigere sig selv. Naar han har lært at giøre Grebene ordentlig, men den fornødne Færdighed endnu mangler ham, da lader man ham exercere efter Fløimand.

     Denne giør vel de samme Greb, men dog med nogle Omsvøb; derhos maae mellem hvert Greb holdes saa længe stille, at han tydelig kan tælle fra 1 til 6 hos sig selv.

 

No. 1. Til Gevær!

     I det Rekruten træder an, omfatter hans venstre Haand Riflen ganske, hvorved den venstre Arm utvungen udstrækkes. Riflen staaer lige op og ned mellem begge Fødder, saaledes at den yderste Kant af Kolve er i lige Linie med Fodspidserne, og Løbet midt for Livet.

     Da Riflen ved at blive visiteret med Jern=Ladestokken let kunde beskadiges, saa maae til dens Vedligeholdelse, en Pumpestok af Træ befindes i Løbet. Denne maae være saa tyk, at den, naar dens nederste Ende omvikles med lidt Strye, netop kan gaae ned i løbet, og saa lang, at den, efterat være nedstødt til Bunden, staaer en god Haandbred oven for Riflen; denne øverste Ende af Pumpestokken maae derhos være saa tyk, at den, ved et Indsnit, som slutter tæt til Løbet, næsten skiuler det, og derved afholder Regn og anden Fugtighed fra at løbe ned deri.

     Naar Riflen skal eftersees, løftes den med venstre Haand (som derved ikke maae rokkes fra sit Sted) saa Høit op, og drejes derhos saa meget, at Laasen vender ud efter, og kommer til at staae midt for Gehænget, hvorved den venstre Arm trykkes fast til Livet; med høire Haand opstødes Fengpannen, (som er vendt til høire Side), hvorefter Haanden igien falder til Siden. Riflen overleveres med udstrakt Arm til den Visiterende, og saasnart den er modtaget, falder Haanden igien til Laaret. Naar Riflen er efterseet, fattes den igien paa samme Maade som den blev leveret, Fængpannen lukkes med høire Haand, og Riflen sættes mellem begge Fødder, ligesom den forhen.

 

No. 2. I - Armen!

     Læres Rekruten med 2 tempo:

1.  Riflen bringes med den venstre Haand (som urokket bliver liggende) hen til høire Hofte, saaledes, at den malle Messing=Plade, hvorigiennem Laaseskruerne gaae, ligger mod Hoftebenet, Løbet mod Skulderen, og den venstre Arm tvers over Livet; den høire Haand omfatter Riflen, som        §. 17 er foreskrevet.

2.  Den venstre Haand falder tæt forbi Kroppen igien ned til     venstre Side.

 

No. 3. Presenteer Geværet! 3 Tempo:

1.  Riflen løftes lidt med den høire Haand, og stødes 3 Fingers Bred ud fra Skuldren; den venstre Haand omfatter med et raskt Slag det sidste Myttergen, hvorved den venstre Arm i lige Linie ligger tversover Livet. Den venstre Skulder maae ikke komme frem, og Riflen staae perpendiculair.

2.  Ved et Stød af den høire Haand, bliver Riflen, tæt over       Livet, hurtig bragt op til Ansigtet, hvorved den venstre Haand glider saa meget ned, at lille Fingeren kommer til at ligge paa Panne=Fiæren. Laasen dreies ud ad, og den venstre Haand staaer lige for Munden, en Haandbred derfra, Tommel = fingeren ligger langs med Skiæftet, og Albuen trykkes til Kanten af Kolven. Den høire Haand omfatter det tynde af Kolven ved Bøilen,Tommelfingeren op ad paa den nederste Laaseskrue, og den høire    albue trykket til Livet. Riflen maae hverken helde for eller bag over.

3.  Riflen dreies saaledes, at Remmen vender ud ad, og trækkes tæt over Livet, saa meget ned til venstre Side, at Kanten af Kolven staaer for venstre Laar, og Laasen lige for Gehænget; den venstre Haand omfatter saaledes Skiæftet, at lille Fingeren hviler paa Pannen. - Fiæren og Tommelfingeren er langs med Skiæftet; den høire Haand knyttes, og holder Kolvehalsen mellem Tommel= og Pegefingeren, hvorved høire Arm udstrækkes, og begge Albuer trykkes til Livet; den høire Fod sættes en Haandbred bag venstre, Hæl lige bag Hæl, hvorved den høire Fodspidse dreies lidt ud til Siden. Riflen maae ligge lodret, Kroppen hvile ganske paa venstre Fod, og Karlen have en god Positur.

 

No. 4. Geværet i Armen! 2 Tempo:

1.  Riflen bringes tæt over Livet igien til høire Side, at den ligger           som ved 1ste Tempo, No. 3., er foreskrevet.

2.  Den lægges mod Skulderen, og synker saa meget ned, at den ligger som ved 1ste Tempo, No. 2., Haanden falder ned til Siden, og høire Fod sættes igien rask frem med venstre.

 

No. 5. Ved Foden! 1 Tempo:

     Maae vises Rekruten med 2 Tempo.

1.  Omfatter den venstre Haand Riflen lige for Skuldren, hvorved den forbliver i forrige Stilling, uden enten at hæves eller synkes ned.

2.  Rives den hurtig ned, men sættes sagte mellem Fødderne, paa det Kolven ei ved haardt Sted skal beskadiges.

 

No. 6. Paa Commando=Ordet skee følgende

Tempo:

1. I - Hvile!

     Riflen bringes med den høire Haand frem for Livet, saaledes, at Laasen, som vender ud ad, kommer til at ligge midt for Gehænget, og Løbet som hviler i Armledet, ligger uden for Armen. Den venstre Haand omfatter Riflen tæt oven for den høire.

 

2. I - Armen!

     Riflen antrækkes skarpt med den høire Haand, og den venstre falder tæt over Livet igien til Siden.

 

§ 19.

Hvorledes Underjægerne bør honorer forbi= gaaende Officerer med Riflen.

     Naar en enkelt Mand gaaer med sin Rifle, da bæres den stedse med Remmen overhængt paa venstre Skulder, møder ham nogen, som bør honoreres, da trækker han Riflen, naar han nærmer sig Officeren paa 4 a 5 Skridt, skarpt an, og bærer den, i det han gaaer ham forbi, paa foreskreven Maade i høire Arm; hvorved den, som honoreres, sees stivt i Øinene; naar denne er forbi, overhænges Riflen igien.

 

 

§ 20.

Om Chargerings=Grebene.

     Naar der skal chargeres, gives først det Avertissement:

Der skal chargeres!

     herpaa følger:

Giv Agt!

     Paa dette Commando træde alle lige Roder af begge Geleder et Skridt frem, paa det enhver desto beqvemmere kan forrette Ladningen.

Lad!

     Alle tage Riflen fra Siden, legge den for Brystet, eftersee Fengpannen, lægge noget Stryn derpaa, og slutte den igien til; derefter sættes Riflen paa Jorden mellem begge Knæe, (hvormed den under Ladningen holdes fast), Løbet vendt mod Kroppen, Mundingen noget frem over, og Kolven lidt tilbage, da Riflen altsaa kommer til at staae paa skraae. Krudmaalet fyldes til Randen af det ved Siden hængend Krudhorn. Kruddet rystes forsigtig, saa at intet spildes ned i Løbet. Kugleplasteret og Kuglen paalægges, hvorefter Kuglen med Ladestokken forsigtig nedtrykkes, indtil den naaer Kruddet; derefter lægges Riflen igien for Brystet, hvor Strynen borttages, og Fengkrud i dens Sted kommer paa Pannen, som igien tilsluttes.

     Naar enhver saaledes er færdig med Ladningen, træder han igien tilbage ind i Geledet, og tager Riflen i Armen.

     Lades med Patroner, da heldes Fengkrudet desuagtet først, efterat Riflen er ladt, af Krudhornet paa Pannen; men Patronen afbides saaledes, at man naaer Krudtet, som vel udrystes i Løbet, forinden man slipper Patronen, for at drive den ned.

     For at vænne Rekruterne til et got Anslag, commanderer man til enhver i Særdeleshed:

Geværet høit!

     Riflen bringes saaledes op til Ansigtet, at Løbet vender mod det, og Hanen staaer for Brystet, uden at berøre det. Den høire Haand omfatter det tynde af Kolven, og den venstre saaledes Skiæftet, at lille Fingeren ligger paa Pannefiæren, og Haanden staaer lige for Munden. Begge Albuer trykkes til Livet. I denne Stilling commanderes:

Marsch! Fyr!

     Riflen bliver staaende som sagt, og Karlen rykker 3 Skridt frem, ved det 3die Skridt bliver Hanen spendt (hvorved den høire Albue løftes, og igien falder ned) Riflen anslaaet, Sigte taget, og uden videre Commando fyret. Man maae nøie paasee, at Karlen staaer fast paa Fødderne, og sætter den venstre vel frem; at Riflen trykkes fast til høire Skulder, Kinden lægges til Kolven, og Kroppen holdes vel for over, hvorved Karlen, saa meget muelig, søger at giøre sig liden; det maae ikke tillades ham at trække løs, forinden han har got Sigte, hvorfore Pegefingeren ikke alt for tidlig maae berøre Aftrykkeren. Dette maae ofte igientages, hvorved man iblant lader Karlen sætte af. Efterat Skudet er ude, maae han blive liggende, indtil han hos sig selv tydelig har talt til 3.

     Nota. Denne Maade at fyre paa, finder kun Sted ved Rekruternes Øvelse, men falder siden ganske bort. Da Jægerne kun Sielden vil komme til at agere sluttet, og neppe saaledes vil komme til at skyde, saa lader man dem, efterat have faaet den fornødne Færdighed i  Chargeringsgrebene, trække sig fra hinanden efter § 15., og lærer dem da.

 

§ 21.

Chargeringen paa Stedet.

     Naar der commanderes: Chargeer! eller gives Signal dertil, da maae ikke alle Roder skyde paa eengang, men langsom efter hinanden, paa det Ilden kan vedligeholdes, og Folkene derigiennem understøtte hverandre, hviket fornemmelig ved den første Salve iagttages; siden retter enhver sig efter sin Kammerat i 2det Geled, og fyrer ikke forinden denne har ladt. Den, som skal fyre, sætter, i det han lægger an, den venstre Fod frem; efterat Skudet er giort (og han, som forhen meldt, har ligget stille, indtil han har talt til 3) tager han Riflen høit, giør Høire omkring, og bytter Plads med sin Kammerat i 2det Geled, hvorved de gaae hinanden forbi paa venstre Side. Den, som rykker frem af 2det Geled, tager i det samme ligeledes Riflen høit; men naar han er kommet i første, staaer han an til Høire og til Venstre, sætter af igien, seer sig om efter Kammeraten, og skyder først, naar denne er færdig med Ladningen. Saaledes afvexle begge Kammerater med hinanden, saalænge der bliver chargeret.

 

§ 22.

Om Chargeringen i Avanceringen.

     Paa foregaaende Signal til at avancere, gives Signal til Chargering. Nogle Mand af første Geled svinge strax nogle Skridt frem, slaae an og fyre; bliver derefter staaende paa Stedet for at lade; saa snart de fremrykkede have fyret, svinge deres Rodekammerater af 2det Geled strax nogle Skridt frem for dem, som nu staae og lade, avancere i forrige Marsch videre frem, og skyde ikke forinden Bagmanden har ladt; saasnart den foranværende har Skudt, iler Bagmanden for igien at komme frem, og saaledes afvexle begge Rodekammerater med hinanden, saalænge Chargeringen vedvarer. Naar de af første Geled først fremrykkede have skudt, springe andre af samme Geled strax frem, og fyre paa foreskrevene Maade.

 

§ 23.

Om Chargeringen i Retireringen.

     Naar Folkene ere i Retraite, og der gives Signal til Chargering.

     Da blive nogle af første Geled strax staaende, giøre Front mod Fienden, og fyre; springe derefter saa hastig som mueligt, tilbage, og stille sig omtrent 20 Skridt bag deres Rodekammerater for at lade, beholdende Fronten mod Fienden; disse blive ved langsomt at retirere, slaae af og til an, sætte af igien, og fyre først, naar den bag dem staaende Kammerat har ladt; saasnart de have Skudt, løbe de, som forhen meldt, tilbage for at lade, medens hine, som nu dække disses Ladning, blive ved at retirere, hvormed afvexles indtil der gives Signal til Holdt.

     I Retraiten maae Folkene meget ofte see om, paa det at de ei uventet skal kunde blive overfaldne.

     Nota. Naar under Chargeringen i Avanceringen eller Retireringen blæses Holdt, da betyder det blot, at Fyringen skal ophøre, men Marschen fortsættes, indtil anden Gang blæses Holdt.

 

§ 24.

Om de forskiællige Maader at avancere paa, og hvorledes Fyringen dermed forbindes.

1.  Over Sletter eller igiennem Skove, holde begge Fløiene sig noget tilbage, og støder man paa noget Fiendtligt, som trækker sig tilbage, da chargeres efter § 22.            Vid. Fig. 2.

2.  Skulde en Trup i Avanceringen støde an paa en Høide, et Huus, eller anden saadan Gienstand, da maae, forinden dem nær paa et Rifleskud, et Par Roder af forudsendes, for nøie at undersøge, om Fienden der skulde have lagt Folk i Skiul. Medens man endnu er uvis herom, avanceres kun meget langsomt, men saasnart Underretning haves, at der intet er forefundet, forsættes Marschen igien i den sædvanlige Orden. Opdages derimod noget Fiendtligt, da rykker man, efter Omstændighederne, enten hurtig frem for at besætte Høiden eller Huset, eller giør Holdt, og tager den fordeelagtigste Post, Egnens Beskaffenhed tilbyder. Skal i første af de 2de sidstnævnte Tilfælde chargeres, da skeer det efter § 22., og i sidste efter § 21.

  Nota.   Hvorledes de udsendte Roder bør forholde sig, og hvorledes de kan give Signal til at avancere, eller til at giøre Holdt, vil forekomme i 27de §.

3.  Naar en Trup i Avanceringen kommer til en Broe eller snever Pas, da gaae de Roder, som støde derpaa (enten det saa er Midten eller en af Fløiene) saa hurtig som mueligt over eller igiennem; de øvrige bryde af, sætte sig bag Sidemanden, følge de overgaaende uopholdelig, og rykke, efter at være kommen over, med lige Hurtighed Rodeviis frem, og rette sig igien ind i Linie med de forhen hafte Mellemrum.  Vid. Fig. 3.

 

§ 25.

Om de forskiellige Maader at retirere paa, og hvorledes Chargeringen dermed forbindes.

1.  Over Sletter.

          Naar det Hele retirerer, da trække begge Fløiene sig noget meer tilbage end Midten, saa at Linien bliver ganske krum, som ved Avanceringen.

     Skal chargeres, da skeer det efter § 23.

 

2.  Igiennem Skove, Krat, og i cuperte Egne, retireres som sædvanlig. Skal derved chargeres, da fyrer det hele første Geled, springer derpaa efter Egnens Beskaffenhed 10 a 12 til 20 Skridt tilbage bag 2det Geled for at lade. Det 2det Geled bliver derimod staaende for at dække de tilbagesprungnes Ladning, og skyder ikke, førend disse ere færdige, da de igien paa samme Maade løbe lige saa langt bag det igien stillestaaende første Geled, hvormed afvexles, indtil Holdt blæses.

 

3.  Over en Bro eller giennem en Defilé. Kommer man i Retraiten til en Broe eller Defilé, da lader man i en paa Corpsets Styrke passende Frastand (hvilken Commandøren maae bedømme) afbryde fra begge Fløie. De afbrydende Roder søge saa hastig som mueligt at komme over eller igiennem, og brede sig paa den anden Side ud igien, indtil de indtage et ligesaa stort Terrain, som de havde forinden Afbrydningen skede, hvorved Mellemrummene mellem Roderne altsaa blive de samme som før. For at forebygge, at heraf ingen Uorden skal reise sig, fastsættes, at den Rode, som er nærmest til at bryde af, maae blive i den ordentlige Retraite, indtil den allerede afbrudte er den ganske forbi.        Vid. Fig. 4.

       Dersom en saadan Retraite maae skee under Fiendens Øiesyn, da lader man i en Frastand af 3 til 400 skridt alle lige Roder med mueligste Hastighed løbe tilbage, og stille sig for Broen eller Defiléen, hvorefter de fra begge Fløi rodeviis afbryde, da de, som forhen sagt, paa den anden Side igien udbrede sig med saa store Mellemrum, at de forventende ulige Roder, naar de komme efter, vil forefinde den fornødne Plads.

       De ulige Roder blive imidlertid i den sædvanlige Retraite, og afbryde paa dertil given Signal, naar de komme Broen saa nær paa foreskrevne Maade, og træde, naar de ere komne paa den anden Side, ind i de Luuger, som ere levnede for dem, da altsaa enhver kommer paa sin forrige Plads, og Terrainet, som indtages (naar Omstændighederne tillader det) bliver lige saa store, som det var før Afbrydningen. De lige Roder dække i denne Retraite de uliges Overgang, og begge fyre, efter at være kommen over, saasnart de see Leilighed til, med god Virkning at kunde anbringe deres Skud. Under Afbrydningen fyrer kun een Mand af hver afbrydende Rode; den anden giemmer sit Skud til de ere komne over, og Kammeraten igien har ladt. Vid. Fig. 5.

     Nota. Det forudsættes, at Flankerne paa alle Marscher ere vel dækkede; men naar enten det hele Corps eller adskillige Trups deraf marschere med Armløs; da udtages altid en Trup af Midten og en fra hver Fløi en Reserve, som marschere sluttet med høire eller venstre om, saaledes at de giøre Hager paa Linien.

 

§ 26.

Anmærkninger ved Chargeringen og Afbrydningen.

     Ved Fyringen ere ikke Folkene forbundne til at staae stille paa Stedet eller rykke lige frem, naar de enten for eller bag sig finde en Gienstand, bag hvilken de med større Sikkerhed see at kunde anbringe deres Skud.

     De maae tilvænnes at kunde skyde paa forskiellige Maadre, som f.Ex. ved at ligge flade ned paa Jorden, ved at falde paa Knæ, og støtte Riflen paa Sabelen a.

     Som en Hovedregel fastsættes: at ikkun de fyre, som kan giøre det med Hensigt, og kan love sig god Virkning deraf; og da det, naar hele Corpset maatte agere samlet, vel aldrig, eller i det mindste kun meget sielden, vil hænde, at alle Trups paa eengang vil kunde komme til at fyre; saa flyder deraf: at Signalet Chargeer! i alvorlige Tilfælde, kun gielder for dem, som have noget for sig i den Frastand, at Skudet kan giøres god Virkning.

     Uagtet til det Mellemrum, som skal være mellem Roderne, naar Folkene marschere med Armløs, er bestemt 2 a 3 Skridt; saa lider denne Regel dog mange Undtagelser. Er det Terrain, som med en vis Styrke skal besættes, saa stort, at det ved de foreskrevne Mellemrum ikke kan udfyldes eller dækkes, da maae Mandskabet efter Omstændighederne videre udbrede sig; er Terrainet derimod for lidet for den agerende Styrke, da maae Folkene trække sig nærmere sammen, og de, som i dette Tilfælde ei kan faae Plads, bryde af og sætte sig bag, hvorved de altsaa giøre en Hage paa Linien.

     Huulveie, begroede Bierge, giennemskaarne Dale, og andre saadanne Passager, hvor enkelte Folk paa forskiellige Steder kan komme igiennem, ansees ikke som Defiléer; thi hvor en enkelt Mand kan komme frem, der kan og en heel Trup passere. Afbrydningen skeer derfor kun, naar for en heel Linie ikkun findes en eneste smal Vei eller Aabning, og vil derfor vel kun sielden finde Sted, undtagen naar man enten skal avancere eller retirere over en Broe, hvorved man da forholder sig efter § 24. og 25. Ved alle andre Leiligheder gaaer enhver igiennem den Aabning, som er ham nærmest, om han endog derved paa kort Tid skulde blive skilt fra sin Trup, med hvilken han dog saasnart muelig igien maae søge at forene sig.

 

§ 27.

Om Flankeringen.

     Da denne, næst efter et sikkert Skud, er den væsentligste Deel af en Jægers Tieneste=Forretninger, saa er det og saa meget nødvendigere, at han grundig og nøiagtig undervises i alt hvad derved er at iagttage.

     Jægeren forudsendes for at undersøge, om noget Fiendligt enten maatte staae i Nærheden eller ligge skiult der; de skal tillige erhverve sig Kundskab om Fiendens Stilling, Tilstand og Styrke. For at kunde svare til deres Bestemmelse, maae de derfore vænne sig til at gaae frem i al Stilhed, og derhos saa meget mueligt at skiule sig, samt krybende at kunde snige sig frem, naar Omstændighederne kræve det, dog saaledes, at de kan oversee Egnen for dem. De maae, for ikke at røbes, ei tale med hverandre, men tilkiendegive ved Tegn, hvad de have at sige hinanden. De maae ikke gaae nogen dem forekommende Grøft eller Huulhed, noget Krat eller Huus a., hvor Folk kunde ligge i Skiul, forbi, uden først nøie at have giennemsøgt det. Støde de paa noget, som forekommer dem mistænkeligt, da maae de give det Detaschement, hvorfra de ere udsendte, Signal til Holdt, (som kan giøres ved først at opløfte Hatten, og derefter igien at nedsynke den mod Jorden), forefindes ved nærmere Undersøgning intet, da give de igien Tegn til Marschens Fortsættelse (som kan skee ved at vinke med Hatten), undertiden maae de lægge sig plat ned paa Marken, og lægge Øret til Jorden for at give Agt paa, om de mærke nogen rystende Bevægelse, som kunde foraarsages af fiendlige Trupper, der maatte være i Anmarsch. Have de en Høide for sig, da maae den ene med Hurtighed klyve eller løbe op paa den; han tager, naar han nærmer sig Spidsen deraf eller det høieste Sted, Hatten af, og kryber ganske langsomt, indtil han, uden selv at blive bemærket, kan oversee Egnen paa den anden Side. Bliver han noget vaer, da iler han tilbage for at melde, hvad han har seet, men lader imidlertid Kammeraten indtage den Plads, som han selv forlader. Denne maae saa længe som mueligt blive liggende, for nøie at bemærke hvad Fienden foretager sig. Forefinder den, som først kom op paa Høiden, derimod intet, da giver han den længer nede staaende Kammerat Tegn til at følge efter, og gaaer derpaa videre; men altid saaledes, at den ene holder sig noget tilbage, paa det at den bagefter kan forrette Meldningen, om den forreste skulde blive optagen. Med lige saa megen Forsigtighed maae Blænkere gaae til Værks, naar de forefinde Huse. Ingen vover at gaae ind, forinden de nøie har undersøgt det Udvendige deraf; naar de dermed ere færdige, seer den ene med Varsomhed ind igiennem Vinduerne, og dersom han ingen bevæbnet fornemmer, vinker han til Kammeraten, og lader denne blive staaende udenfor ved Døren, medens han selv vover sig ind.

     I alvorlige Tilfælde vælger man de sikkerste og dueligste Folk til dette Slags Forretninger; men desuagtet maae dog alle øves deri.

 

§ 28.

Om Patrulleringen.

     Naar en marscherende Colonne enten formoder, at Fienden opholder sig i Nærheden, eller paa en af sine Flanker bemærker noget, som synes mistænkeligt, og som er for langt borte fra Sidepatrullerne, men for Colonnens Sikkerheds Skyld dog nøiere maae undersøges, og til den Ende afsender et lidet Detaschement, da paalægges dette at patrullere.

     Naar en Commando enten allerede er posteret, eller er bleven beordret at besætte en anvist Post, da bliver iligemaade, efter Egnens Beskaffenhed, og i Forhold til Commandoens Styrke, en Officer, Oberjæger eller Jæger med nogle Mand afsendt, ikke allene for at hindre fiendtlige Detaschements fra, enten uformodentligat overfalde Posten, eller at snige sig igiennem en af forskiellige Poster bestaaende Kiæde; men tillige for at holde de udsatte Skildvagter og Feldtposter aarvaagne, samt tilholde dem at efterkomme deres Pligter.

     Saadanne Patruller maae paa deres Marscher bruge den samme Forsigtighed, som er Blænkerne anbefalet. De skal ikke allene iagttage det samme, som er hine paalagt; men maae ved deres Tilbagekomst tillige kunde afgive Beretning, saavel om Egnens Beskaffenhed, hvorigiennem de ere komne, som om alle der i Nærheden værende Floder, Skove, Veie, Broer, Moradser og Dale, som de enten selv have seet, eller igiennem andre, de har mødt paa Veien, eller ere boende i de patrullerende Egne, maatte have indhentet Efterretning om.

     Nota. I de 2de sidste Afdelinger angaaende Blænkere og Patruller er kun det bemærket, hvori Folkene ved Exercicen maae øves, og som de nødvendig maae vide, forinden de inddeles i Corpset; men foruden de anførte Forretninger kan adskillige andre forefalde. Det paalægges f.Ex. en Patrul ofte, at opsnappe enten en fiendtlig Coureer eller Folk, som man formoder kan være underrettede om Fiendens Styrke eller Stilling; smaae Detaschements udsendes for at forurolige eller angribe Fiendens Poster eller Qvarterer, og derved giøre nogle til Fanger. Til saadanne Foretagender, som udfordrer Klogskab, List og et uforfærdet Mod, om det skal lykkes, maae derfor vælges de dueligste, virksomste og meest behiertede Officerer, Oberjægere og Jæger, hvorved altsaa hverken Tour eller Anciennitet kan komme under Betragtning.

 

§ 29.

Om at bedømme Distancer.

     Denne Øvelse er for en Jæger høist fornøden; i det mindste maae han tragte efter at erhverve sig Færdighed i at kunde bestemme alle Distancer paa et Rifleskuds Længde; men det vil derhos medføre sand Nytte, om han og i længre Frastand veed at opgive Distancen mellem forskiellige Gienstande, saavel i lige Linie som paa tvers; hvilket ved Recognoscering og Patrullering er af stor Vigtighed.

     For at øve Folkene herudi, udsætter man Skiver, Stænger, eller udstiller Mennesker, paa det Øiet kan vænne sig til at bestemme en saadan Gienstands Frastand. Derved maae følgende mærkes:

1.  Over Ager og England, Vand, Snee og jevne Fladheder, holder man Distancen for at være kortere end den virkelig er; indtil man igiennem Øvelsen har lært at bedømme den rigtig. Biergtoppe synes nærmere end de ere, i Særdeleshed naar de have flade Skrenter; om Morgenen tidlig og om Aftenen forekomme de derhos høiere end ved Middagstider.

     Naar man enten seer ned fra en stor Høide eller op efter fra et dybt Sted, synes alting mindre og ubetydeligere end ellers.

2   Alt, som er mørkere eller ligger i Skygge, troer man da at være længre borte, end naar det er klart Veir eller Solen skinner derpaa. Lettest kan man tage feil, naar Egnen er afvexlende, snart høi og snart lav, og hvorved de imellem liggende dybe Steder ikke saa nøie bemærkes.

              Man erhverver sig lettest Færdighed i at bedømme Distancer, naar man nøie giver Agt paa, i hvad Frastand man tydelig kan kiende et Menneskes Ansigts=Træk, saavelsom Farverne af hans Klæder, og hvorledes samme paa længere Distancer efterhaanden bliver meer og meer utydelige, og omsider ganske ukiendelige. Dette forsøger man i Soelskin (i det man stiller sig snart mod Solen, og snart saaledes, at man enten har den paa Ryggen, eller at dens Skin falder paa en af Siderne), i taaget Veir, og i Egne af forskiellig Beskaffenhed.

     Der, hvor der skydes til Skive, lader man ved Skridt nøie afmaales, hvor langt de Ting, som meest falde i Øinene, ligge fra hinanden, og søger, hvergang Folkene komme der, at hæfte deres Opmærksomhed paa Distancen mellem disse forskiellige Øienstande. - Man udstiller Folk paa forskiellige Distancer, og lader de stillestaaende sige deres Mening, hvor langt de holde enhver af det udsatte Mandskab for at være borte fra dem, antegner det Antal af Skridt, som enhver opgiver, og tilkiendgiver derefter for enhver, om han har dømt rigtig eller taget feil, og hvor stor Forskiellen maatte være.

 

§ 30.

Om Skive=Skydningen.

     Først, efterat Rekruter (efter § 1.) har lært at kiende Riflens Dele, og veed ret at omgaaes med den, begynder man at lade dem skyde til Skiven, og underviser deri paa følgende Maade:

     Naar Fænghullet er bleven efterseet og reengiort, da bliver, forinden man begynder at lade, noget Stryn lagt paa Fængpannen, dog saaledes, at den desuagtet kan slutte vel; derefter bliver Riflen sat ned paa Jorden, hvor den holdes fast mellem begge Knæer (efter § 20.), Krudmaalet fyldes til Randen af Krudhornet, og Krudet hældes ned i Løbet, hvorved iagttages: at Krudet kun løseligen hældes i Krudmaalet, og at dette, efterat det omvendt er stukket ned i Mundingen,saa sagte rystes, at det netop løseligen berører Løbet paa begge Sider, paa det intet skal blive spildt, da nogle Korn meer eller mindre har megen Indflydelse paa Skudet. Det tilskaarne, og med Talg besmurte Kugleplaster lægges over Løbet, og paa Plasteret igien Kuglen, saaledes, at Halsen (det Sted, hvor den er afskaaren) enten vender op efter eller staaer lige ned i Løbet; Kuglen trykkes derpaa ned i Mundingen med den tversover lagte Jern=Ladestok, men drives siden med Pumpestokken forsigtig ned, indtil den naaer Krudet; men naar den er kommen saavidt, maae der ikke sættes an med formegen Voldsomhed, hvoraf skyder et Tilbage=Stød af Riflen, naar den gaaer løs, som ikkun giør Skudet usikkert. Naar Riflen er ladt, lægges den igien for Brystet, hvor Strynen aftages og Fængkrud i dets Sted kommes paa Pannen, dog ikke saa meget, at de øverste Korn, naar den igien tilsluttes, bliver knuste, hvilket kunde hindre Krudets hastige Antændelse; desforuden vilde Krudet, naar Fængpannen ikke slutter godt, let kunde spildes.

     Med Rekruter begynder man at skyde paa 100 Skridt, og forlænger ikke dette Maal, forinden de sætte Kugle ved Kugle.

     Paa det man kan see hvorledes Skudene træffe, maae Skiven, hvorpaa skydes, være en Qvadrat, hvis Sider ere 5 Fod lange, være sort anstrøgen, og have en hvid Middelpunkt.

     I Begyndelsen lade man Karlen, efter egen Beqvemmelighed, lægge sig flade ned paa Jorden, ved en i Form af et Brystværn opkastet Forhøining, saaledes at begge Albuer hviler paa Jorden. Riflen anlægges derefter paa følgende Maade:

     Skiæftet hviler paa Forhøiningen; Kolven trykkes med venstre Haand fast til høire Skulder, og den høire Kind lægges tæt indtil den flade Side af Kolven, saa nær som muelig ved Laasen; det venstre Øie tillukkes, og med det høire tages Sigte, saaledes, at Visiret eller Sigtet og Kornet foran paa Løbet, er i lige Linie med den underste Kant af Skivens Middelpunkt. Dette igientages ofte, paa det Karlen kan blive øvet i at tage Sigte. Derefter spændes Hanen med den høire Tommelfinger og med Pegefingeren (som ikke maae røre ved Stillepinden, forinden godt Sigte haves, og hvilket altid tages neden fra op efter) bliver tilsidst aftrukken. Ved Aftrykningen maae ikkun Pegefingeren af høire Haand bevæge sig; Øiet, hvormed sigtes, bliver aabnet; og Karlen maae ligge ganske stille, indtil Skudet er ganske ude af Riflen. Naar Skudet er giort, reengiøres Fænghullet, Pannen og Flintestenen aftørres, og den forommeldte Strye paalægges, hvorefter igien paa foreskrevne Maade lades.

     Naar Folkene kan skyde godt paa 100 Skridt, da forlænges Maalet efterhaanden, indtil man faaer den længste Distance, paa hvilken sikkre Skud kan giøres; derefter lader man dem skyde fra en Dal op til et høit Sted, fra en Høide ned i Dalen, efter en bevegelig Skive, og tilsidst paa frie Haand.

 

     Nota. Naar der skal skydes til Skiven, maae Compagniechefen forsyne enhver af Mandskabet med saa mange løse Kugler, og med Talg besmurte Kugleplastere af Olmerdug, som efter given Befalning skal giøres Skud; desforuden maae enhver ved Bøilen have en liden Fiær hængende, hvormed Fænghullet renses, ligesom hver Karl i sin Rifle maae have en Pumprstok af Træe, hvis nederste Ende er omviklet med Strye, og hvormed Riflen mellem hvert Skud viskes reen.

 

     Ingen Rekrut maae inddeles i Compagniet, forinden han har lært alt hvad i begge foregaaende Capitler er foreskrevet, og tilstrækkelig er øvet deri.

________________